BorderLayoutBoxedLayoutOpenLayoutMaximum textMedium textSmall text



5. september 2010
Om SarfannguitMinimer
Sarfannguit fra WikipediaMinimer
 

Sarfannguit er en bygd i Sisimiut Kommune, Grønland. Navnet betyder "de små strømsteder" og navnet henviser til strømmene, der løber sammen for enden af øen Sarfannguit Nunataat mellem fjordene Amerloq og Ikertooq.


Fra udsted til bygd

Sarfannguit ligger 22 sømil øst for Sisimiut på en ø tæt ved fastlandet. Bygden blev i 1843 oprettet som anlæg for torskefiskeri, og i 1850 blev den et såkaldt udsted med våningshus, mandskabshus og spækhus.

Ordet udsted antyder bygdernes tidligere afsondring fra omverdenen, men i vore dage er Sarfannguit, ligesom de fleste andre bygder i Grønland, et lille levedygtigt lokalsamfund, der desuden har jævnlige forbindelser til omverdenen hovedsageligt ad vandvejene. Bygden undgik at blive nedlagt i forbindelse med koncentrationspolitikken, og i dag er det fortsat et levende samfund med en stabil befolkningsmængde, hvor indbyggertallet pr. 1. januar 2008 var 121.

Bygdens farverige huse ligger spredt op over en fjeldside, der rejser sig stejlt fra havet, og et smalt sund skal passeres, inden du kommer fra fastlandet og over til øen, hvor Sarfannguit ligger.


Havet som indtægtskilde

Bygdens indbyggere lever hovedsageligt af fiskeri, der forarbejdes på den lokale fiskerifabrik. Her produceres torsk, havkat, stenbiderrogn og rødfisk, som derefter eksporteres af firmaet Arctic Green Food. Lokalbefolkningen er for det meste selvforsynende med fisk og sæl fra havet, samt med rensdyr og moskusokser fra landskabet omkring bygden.


Handel og kommunikation

KNI - Pilersuisoq driver en butik i bygden, hvor man kan proviantere og købe dagligvarer. Her kan også de vandrere, der går langs The Arctic Circle Trail fra Kangerlussuaq til Sisimiut købe varer til resten af færden. I bygden er der opstillet telekommunikationsmaster til mobiltelefoni, og indbyggerne har desuden adgang til internet gennem Tele Greenland.


Eksterne henvisninger



Kategori:Grønland

de:Sarfannguit
en:Sarfannguit
it:Sarfannguaq
no:Sarfannguaq
sv:Sarfannguaq

http://da.wikipedia.org/wiki/Sarfannguit

This article is licensed under the GNU Free Documentation Licence. It uses material from the Wikipedia article "Sarfannguit"


Copyright 2008-2009 Qeqqata Portal